Opsætning af gips vægge

Beklædning af indvendige vægge med OSB og gips – Del 2

Med noget forsinkelse, kommer her anden del af hvordan vi lavede den indvendige beklædning af væggene med gipsplader.

>>Her kan du læse første del med beklædning af OSB plader.

Materialeliste til indvendige vægge / beklædning

42 OSB træfinérplader 122×244 cm 12,5mm. Til 1. lag på alle vægge
90 Gipsplader 120×240 cm 13mm. Til 2. lag på vægge, samt 2 lag på loftet
Kridtsnor og kridt
1600 stk 4×40/27mm spunskrue Climate. Til OSB plader og 19×100 loftbrædder
1 Gipsskruemaskine på strøm
1200 stk Gipspladeskruer på bånd 3,9x32mm. Til 1. lag gips
1200 stk Gipspladeskruer på bånd 3,8x41mm(reklamelink). Til 2. lag gips
1 Loftlem 70×111 cm
1 tube trælim 750ml
10 spande Spartelmasse Medium
1,5 ruller glasfibertape
12 stk Hjørneforstærkere selvklæb á 3 m.
2 MDF plader 122×244 cm 16mm. Til inddækning af vinduer
1 Gipshejs
1 Girafsliber (reklamelink)
1 håndsliber
Støvmasker, engangsdragt, sikkerhedsbriller
4 Sweedoor Stable Massiv døre 82,5×204 cm.
4 Sweedor karmsæt 110mm.
4 Dørgreb
32 karmskruer 7,5x72mm u/hoved. Til dørkarme

Montering af gipsplader på ydervægge

Efter OSB pladerne var monteret skulle vi videre med gipspladerne. For at gøre monteringen af gips pladerne nemmere, trak vi løbende kridt streger der hvor vi have lægter bag ved.

Vi satte først gips op på ydervæggene, derefter på loftet og til sidste på de indvendige skillevægge.

Skillevægge med OSB plader
Skillevægge med OSB plader
Kridtsnor til OSB plader
Kridtsnor til OSB plader

Til montering af gips væggene uden på OSB pladerne brugte vi
gipspladeskruer på bånd 3,9x32mm , rigeligt til at få fat i pladerne bagved. samt til det første lag på loftet. Til det 2. lag på loftet brugte vi lidt længere, nemlig 3,8 x 41 mm. Til montering brugte vi en gips skruemaskine på strøm, et helt uundværlig stykke værktøj til så mange plader.

Gips skruemaskine
Gips skruemaskine

Tips og tricks

Vi startede ud med en halv plade, så vi hele tiden havde forskudte samlinger i forhold til OSB pladerne.
For at tilpasse pladerne til brugte vi en 2 m. rette skinne som lineal og en meget skarp hobby kniv til at skære. Når pladerne er ridset op kan man bare banke på dem imens pladen understøttes med en hånd, så knække det afskåret stykke af (dog sidder det stadig fast i papiret på bagsiden), herefter tager man lige og kører hobbykniven nedefra hele vejen hen, så pladen er fri. (Jeg har desværre ikke fået taget billeder af det, men håber at det er forståeligt)

Tips. Husk altid at skære spartelkanten af ved en start / afslut plade. den er 5 cm. Så der ikke kommer er spartelkant ind mod et hjørne.
Her kan man hvis man er lidt trænet “bare” tage tommestokken, holde godt fast ved 5 cm med tommelfinger, og lade sin bukkede pegefinger guide tommestok og blyant hele vejen hen af pladen.

Gipsvæg
Gipsvæg
Værktøjet til gips arbejdet
Værktøjet til gips arbejdet

Et godt fif ved vinduer er at lade pladen gå henover vinduet, helt ikke hele vejen, men som her hvor der lige er lidt plads, så kan pladen skæres hele vejen igennem i top og bund evt. med en fuksvans, men kun lige snittes udefra ved kanten i siden, så giver man pladen en skub, så den knækker, og kører herefter hobbykniven igennem, så papiret også er skåret igennem.

Gipsplader ved vinduer
Gipsplader ved vinduer

Spartling

I alle samlingerne satte vi i første omgang papirstrimler, som er det nye sort inde for malerbranchen, når der skal laves flotte gips samlinger. Men desværre fik vi gjort det helt forkert, så vi endte ud med samlinger som slog revner alle vegne allerede inden vi skulle slibe.

Den korrekte måde at bruge papirstrimler på er at først påføre en fin spartelmasse, så lægger man papirstrimlen i den våde spartel og spartler herefter igen ovenpå med en grov spartel. Man kan endda først dyppe strimlerne i vand, så de er helt gennemvædet. Der ligger nogle gode videoer på Youtube, som vi desværre ikke så før vi gik i gang.

Vores fejl var at vi allerede havde spartlet let med en medium som var tørret, herefter satte vi papirstrimlerne på og spartlede ovenpå. Resultatet ses her.

Vi måtte pille næste alle papirstrimler ned og sætte glasfiber tape op i stedet.

Papirstrimler
Papirstrimler
Glasfibertape i samlingerne
Glasfibertape i samlingerne

Hjørneforstærkere

Til hjørnerne brugte vi en pap hjørneforstærkere med lim på bagsiden, til at lave flotte skarpe spartelkanter i vindues åbninger og fritstående hjørner på væggene. De skulle blot fugtes på bagsiden, så aktiveres limen og de er lige til at sætte op. Vi kiggede også på de traditionelle stål hjørneforstærkere, men vi valgte disse.


Jeg må dog tilstå at jeg syntes ikke at de hæftede særlig godt på væggen og de slap let igen, inden jeg nåede at spartle på dem. Men slutresultatet er tilfredsstillende.

Hjørneliste til gips
Hjørneliste til gips
Hjørneforstærkere til gips
Hjørneforstærkere til gips

Lofterne valgte vi at få fuldspartlede, for at give den pæneste finish, samt et par vægge hvor der senere skulle komme fototapet på. Nu er jeg så heldig at min søster er maler, så det klarede hun for os. Resultatet blev ikke helt det samme når vi selv prøvede.

Fuldspartlede lofter
Fuldspartlede lofter

Udskæring til stikkontakter

Til stikkontakterne havde vi jo allerede skåret ud i OSB pladen, så her kunne vi måle ud på gipspladerne inden de blev sat op, præcist hvor hullet skulle være. Til dette bruge vi samme 56 mm hulsav som til OSB pladerne.

Udskæring til stikkontakter i gips
Udskæring til stikkontakter i gips
56mm hulsav til stikkontakter
56mm hulsav til stikkontakter

Montering af gipsloftet

Til loftet valgte vi at gå med to lag gips, da vi primært valgte OSB på væggene for at gøre det lettere at hænge ting op, var det ikke et karv for os til loftet. Her var det dog nødvendigt i forhold til at overholde brand kravene at bruge to lag gips.

De steder i det 2. lag loftet hvor vi uundgåeligt fik to afskåret plader til at mødes, skar vi lige kanterne af med hobbykniven, så spartelmassen havde lidt mere at gribe fat i. Vores egen spartelkant kan man vel sige.

Montering af gipslofter
Montering af gipslofter
Samlinger i gipsloft
Samlinger i gipsloft
Gipsloft
Gipsloft lag 2

Til montering af loftpladerne, lejede vi et gipshejs, det gjorde det noget lettere at håndtere de store plader.
Til det første lag gips bruget vi gipspladeskruer på bånd 3,9x32mm. Og til det andet lag vendte vi pladerne modsat for at give styrke og her brugte vi gipspladeskruer på bånd 3,8x41mm, for at kunne nå igennem begge lag gips og op til forskallingen skule de være lidt længere.

Til at slibe lofter og vægge, lejede vi en girafsliber et par dage. Jeg fik desværre ikke taget billeder af den i aktion, men den var meget svær at håndtere. Det krævede lidt øvelse for at man ikke fik lavet for store skader på den spartling der var lavet.

Gipshejs
Gipshejs

Strømudtag i loftet

Til at finde loftudtagene brugte vi en magnetsøger som består at to dele, en indsats til loftdåsen og en modpart med stempel til at finde dåsen efter montering af gipsloftet. I praksis, så satte vi magneten ind i loftdåsen, monterede gipspladen henover, satte søgeren op mod loftet, ca. hvor vi mente loftdåsen sat og vupti, så satte den sig fast med magnet og lavede et fint center markering for hulboret.

Magnetsøger til loftdåser
Magnetsøger til loftdåser
Udskæring til loftdåser med LK magnetsøger

Jeg håber at dette kan være til inspiration for andre som gerne selv vil i gang med at sætte gipsplader op.

6 Kommentarer

  • Nikolaj Simonsen 21. november 2021 at 12:37

    Hej!

    Rigtig god blog du har lavet. Tak for det. Lige et enkelt spørgsmål som jeg håber du vil svare på. Hvornår i byggeprocessen blev den eksisterende ydergavl fjernet? Og fjernedde I hele væggen op til kip eller kun væggen under loftet?

    Svar
    • Elise 1. december 2021 at 18:43

      Hej Nikolaj,

      Tak for at du læser med og de rosende ord.

      Den gamle ydervæg fjernede vi først da vi var ved at sætte de indvendige vægge op og alt det udvendige var færdigt.
      Vi startede med at fjerne den øverste del, så loftrummet blev åbent og vi kunne isolere loftet.

      Den nederste del ( fra loft til gulv) fjernede vi kun den gamle beklædning på til en start.
      Væggene i tilbygningen var spartlet, slebet og filtet og flere steder også malet, i det hele taget fjernede vi først selve væggen, da vi ikke skulle støve mere.

      God arbejdslyst

      Hilsen Elise og familien

      Svar
      • Nikolaj Simonsen 3. december 2021 at 1:21

        Hej Elise, Tusinde tak besvarelsen.
        mvh Nikolaj

        Svar
  • Kenneth Ringbo 7. april 2020 at 18:14

    Hej!

    Jeg har fulgt jeres blog med stor fornøjelse, og er igang med nogenlunde samme projekt. Jeg vil spørge hvor højt der er op til jeres loft indendørs?

    Mvh Kenneth

    Svar
    • Elise 8. april 2020 at 9:20

      Hej Kenneth,

      Hvor dejligt at du kan bruge bloggen som inspiration.
      Vi har “kun” 220 cm til loft indendørs og det er for lavt har vi efterfølgende konstateret.
      Vi er kede af at vi ikke valgte at gå til kip, det havde givet en meget bedre rumfornemmelse, og vi bruger ikke loftet til noget alligevel.
      Lofthøjden har givet os problemer især med køb af skabe, da de som standart er 240 cm.

      Pøj pøj med byggeriet 🙂

      Hilsen Elise og familien

      Svar
  • Beklædning af indvendige vægge med OSB og gips Del 1 - ESICraft 2. august 2019 at 20:17

    […] Beklædning af indvendige vægge med OSB og gips – Del 2 – ESICraft 2. august 2019 at 20:14 […]

    Svar

Tilføj en kommentar