Materialer til bølgeeternittag

Vi lægger bølgeeternit tag på tilbygningen

Materialerne er kommet hjem og nu skal vi have lagt bølgeeternit tag på tilbygningen.
Først vil jeg anbefale at få fat i et lille stilads, det er meget bedre at kunne stå i en ordentlig højde og arbejde. Vi var så heldige at kunne låne et af venner.

Lille stilads
Lille stilads

Montering af bølgeeternit tag

Som beskrevet i materialelisten, så har vi fået både fuldkant plader og plader med afskåret hjørne øverst til venstre og nederste til højre (hj/hu),med forboret huller.
Fuldkantpladerne startede vi med i den nederste række, samt den række ud mod gavlen.

På fuldkantpladerne som ligger i nederste række, er det nødvendigt selv at skære det øverste venstre hjørne af, med undtagelse at den allerførste plade, som skal være hel.
Man kan skære dem med en hobbykniv, men jeg vil nu anbefale en stor vinkelsliber med en diamantklinge. En lille er svær at styre, den bliver let for “levende”.

Dette billede er godt nok fra vores eksisterende tag, men her kan man se samlingen ret godt.

Montering af bølgeeternit plader
Montering af bølgeeternit plader

Ved skotrenderne skar vi pladerne groft til ved monteringen og så først til sidst afmærkede den af med en retteskinne og skar den flot med vinkelsliberen, selvfølgelig meget forsigtigt så vi ikke fik lavet skader på skotrenderne. Man kan evt. lægge en lille træklods under når man skærer rent.

Groft skåret tagplader ved skotrende
Groft skåret tagplader ved skotrende
Rent skåret tagplader ved skotrende
Rent skåret tagplader ved skotrende
Samling af to tagrygge
Samling af to tagrygge

Når taget er lagt, så sørg for at vaske det over med en børste, da støvet fra vinkelsliberen godt kan brænde sig fast i pladerne og så bliver de ikke rene igen.

>>Se materialelisten her.

Tætning af bølgeeternit tagplader

I overlægget på pladerne skal der ligges en skumstrimmel, som kommer i en 20 m. rulle med selvklæbende tape på undersiden. Det er noget frygteligt klister-stads at arbejde med hvis man får hevet for meget tape af ad gangen :o) vi har sat den ca. 10 cm fra toppen af pladen, det er vigtigt at man lægger det ned i bølgerne og ikke bare stramt hen over toppene… det lærte vi desværre første gang vi skulle ligge tag på det eksisterede tag, samtlige samlinger blev utætte og måtte fuges efter indefra loftet.

Vi har også lagt skumstrimmel i samlingerne af hjørnerne.

Montering af bølgeeternittag
Montering af bølgeeternittag

I bunden af den nederste plade har vi monteret en plastudhængsklods, det er en plastikskinne 1 m. som er formet i bølger og lukker for uønsket besøg af fugle og andet utøj i udhænget, samtidig med at den ventilere. Vi har skruet tagskruen ned igennem, så den bliver holdt på plads.

I toppen har vi monteret skumbølgeklodser under tagryggen, samt i de åbne kanter ud mod skotrenderne. De har en asfalt overflade og er ret klistrede, med jo mere asfalt, jo bedre sidder de fast.

En meget lækker detalje som vi har på det nye tag er sortblå malede tagskruer, det giver et helt andet finish på taget.

  • Husk at skrue helt lige ned, så pakningen slutter helt tæt og ikke at spænde den for hårdt, så pakningen “flipper” op.
Eternit tagskrue sortblå
Eternit tagskrue sortblå

Tagrender

Inden taget skal lægges er det vigtigt at tage en beslutning omkring hvilke tagrender der skal op, selv om det virker som en opgave der ligger fjernt herfra. Men har man som os et skråt udhæng og vil have zink tagrender op, kræver det at der inden taget kommer på, bliver monteret rendejern. Alternativt kan man købe konsoljern med kile i plast eller konsoljern med vinkel i zink.

Og som du kan se på billedet herunder, så fik vi ikke lagt rendejern op først, så vi må ud og købe konsoljern med vinkel, da vi vil have zink tagrender op. Plastmo laver denne model i 20 gr og 27 gr. På det eksisterende hus har vi Plastmo plast konsoljern med en kile, disse skal skiftes ud når det nye monteres.

Valg af tagrender
Valg af tagrender
Plastmo konsoljern
Plastmo konsoljern
Plastmo plast konsoljern med kile
Plastmo plast konsoljern med kile

Sikkerhed

Det er ikke ufarligt at arbejde på taget, disse plader bliver spejlglatte hvis de bliver bare det mindste fugtige og duggen kan falde hurtigt uden man lige bemærker det.

Vær altid to mand på opgaven, brug sikkerhedsbriller, ørepropper og knæpuder, hvis man ikke vil have blå knæ i 14 dage som jeg havde :o)

Husk at lave kontrolmål hele tiden, der skal ikke meget til før at pladerne forskubber sig og rækken bliver skæv, eller udhængsmålene skrider.

Tak fordi du læste med, glæd dig til næste indlæg, som kommer til at handle om træbeklædning af huset.

For at holde dig opdateret, kan du tilmelde dig mit nyhedsbrev, så får du direkte besked på mailen når der er et nyt indlæg på bloggen.

2 Kommentarer

Tilføj en kommentar