Forskalling af sommerhus

Forskalling og isolering af ydervægge

Så kommer beskrivelsen på hvordan vi har lavet forskalling og isolering af ydervæggene på sommerhuset.

Vi har valgt at lave en forskalling hvor 2/3 af isoleringen er uden for dampspærren og 1/3 af isoleringen er inden for dampspærren. Det giver os mere plads at arbejde på når der skal trækkes kabler til strømmen og vi kan montere diverse dåser i væggene, uden at dampspærren brydes. Også når der skal monteres reoler, billeder og lignende, så er vi sikre på ikke at skade dampspærren.

Du kan læse mere her om de tekniske krav.

Måden vi vil bygge vores ydervægge op på er som her:

70+95 mm isolering
Dampspærre
45mm lægter vandret
45mm isolering
Elinstallationer
1 lag OSB træplader
1 lag Gips plader

Vi har valgt en træplade under gipsen, i stedet for 2 lag gips, da det vil gøre livet meget lettere for os i fremtiden, når der skal hænges noget op på væggene. Der er selvfølgelig både for og imod især da man placere en meget brandbar flade lige bag gipsen, men med en MK-godkendt gipsplade er det ok, det er den billige fra gør det selv trælasten som regel ikke. Samt at der er nogle der mener at der lettere kan opstå fugt og råd med en træplade. Det er nogle overvejelser man selvfølgelig skal gøre sig, men vi har det helt fint med det.

Isolering

Isolering af ydervægge
Isolering af ydervægge

Træskelettet er sat med ca 60 cm afstand, som reglerne foreskriver, det gør det samtidig meget lettere at isolere uden alt for mange tilskæringer. Her på billedet er der sat to lag isolering op, en 70mm (reklamelink) og en 95 mm (reklamelink). Jeg syntes personligt at det var nemmest at måle ud med tommestokken først og stå ved nogle arbejdsbukke og skære, i stedet for at tage isoleringen med hen og skære til på stedet. Det bedste resultat opnåede vi ved at skære isoleringen ca. 1 cm bredere end det stramme mål, på den måde sidder det fast uden at man kommer til at mase det ind.

Med en god skarp isoleringskniv er man godt på vej. Selvom Knauf isolering som vi har valgt er meget mere skånsom, vil jeg kraftigt anbefale at man bærer maske.

>>Her finder du hele materialelisten.

Knauf isolerings batts
Knauf isolerings batts

Dampspærre

Dampspærren er sat op med en trykluft hæftepistol, og tætnet alle steder med dampspærretape. Jeg kan varmt anbefale den kraftige blå fra DAFA, fremfor den tynde, måske lidt billgere fra byggemarkedet. DAFA er god at arbejde med, nem at skille ad og ikke så livlig.

Jeg vil også helst arbejde med en dampspærre der er 0,2 mm tyk end 0,11mm tyk, vi har brugt begge dele og den tynde er noget uhandy at sætte op. Og risikoen for at få revet et hul eller den revner er betydelig større i den tynde. Vi har lavet et ekstra stykke både i top og bund, så det kan blive samlet med dampspærren der skal i loftet.

Dampspærre på ydervæg
Dampspærre på ydervæg

Forskalling

Som nævnt tidligere, montrer vi 45mm lægter uden på dampspærren og isolerer med yderligere 45 mm isolering, inden væggene skal beklædes.

Lægterne har vi sat med ca 30 cm afstand, målt ud med en “lægteko”. Vores var dog bare hjemmelavet af træ. Desværre fik vi en del skæve lægter, så det kan godt betale sig at få noget ordentligt, da det jo bliver grundlaget for at skrue træpladerne op. Lægterne er sat op med 5×70/45mm skruer. Afstanden på de 30 cm passer med afstanden som træpladerne og gipspladerne skal sættes op med.

Over dørene har vi sat lidt ekstra forskalling til at give bedre støtte til den træplade og gipsplade der skal sidde der.

Tværsnit af forskalling
Tværsnit af forskalling

Efter lægterne var sat op, trak vi kablerne til elinstallationerne sammen med elektrikeren. Sørg for at få eller selv lave et godt diagram over kablerne, så man ikke får skruet i dem når væggene skal op.
og til sidst de ekstra 45 mm isolering, inden OSB pladerne kom på.

Færdig forskalling og isolering
Færdig forskalling og isolering

I næste oplæg handler det om isolering og forskalling af loftet nedefra.

9 Kommentarer

  • Boris 4. september 2023 at 22:05

    Hejsa og tusind tak for jeres blog! Er igang med at lave en tilbygning med badeværelse hvor 2 af vægge er ydervægge, og de 2 andre vægge går ind mod huset. Skal der “kun” laves dampspær på de vægge der er ydervægge samt loftet eller skal alle vægge og loft have dampspær?

    Svar
    • Elise 5. september 2023 at 17:14

      Hej Boris,

      Mange tak for at du læser med og finder bloggen nyttig 🙂
      Jeg vedhæfter et link her med lidt info, men da jeg ikke er en fagperson vil jeg råde dig til at spørge en professionel til råds.
      Pøj pøj med byggeriet, det lyder spændende.
      Vi går selv med tanker om en dag at bygge et nyt badeværelse også.

      God sensommer

      Hilsen Elise og familien

      Svar
  • Flemming Riis 27. januar 2019 at 16:06

    Hej Elise , mange tak for en fantastisk blog serie

    Et spørgsmål, hvad gjorde i med vejr/vind inden i fik det lukket , lever man bare med det regner på forskallingen , og så “lukker” det helt når det er tørret

    Svar
    • Elise Stæhr Iversholt 28. januar 2019 at 20:00

      Hej Flemming,

      Tak for at du læser med.

      Vi lavede satte spær, vindpap, tag og beklædning på inden for en periode af to måneder. Helsigvis havde vi en ret tør periode, så vi havde ikke problemer med at skelettet var vådt.

      Hilsen Elise og familien

      Svar
  • Morten Nielsen 12. juni 2018 at 20:34

    Hej Elise
    Sidder stadig og læser jeres blog. Der er mange spændende ting jeg tager med mig i mit eget projekt. Lige nu tænker jeg på, hvorfor der er 30cm mellem forskallingslægterne. Du skriver at afstanden mellem pladerne er 30cm, men det forstår jeg overhovedet ikke noget at. Jeg går ud fra, at pladerne er 2,5m lange eller deromkring og siden de står oprejst, kunne der vel lige så godt have været 60, 90 eller 120 cm mellem lægterne? Det er ikke kritik overhovedet, jeg prøver bare at forstå tanken bag, så jeg ved om det er noget jeg skal tage højde for i mit eget projekt.
    Tak endnu engang for en god blog.
    -Morten

    Svar
    • Elise Stæhr Iversholt 17. juni 2018 at 20:15

      Hej Morten,

      Det er kun dejligt at du bruger bloggen her som inspiration til dit eget projekt.
      Du har helt ret, afstanden kunne sagtens være en anden, vi valgte de 30 cm for at gøre OSB væggen mere stabil.

      Hilsen Elise og familien

      Svar
  • Beklædning af indvendige vægge med OSB og gips - ESI Craft 1. oktober 2017 at 22:37

    […] >>Du kan læse mere om forskallingen her. […]

    Svar
  • jesper Christensen 20. april 2017 at 20:19

    Hej Elise

    Alletiders blog 🙂

    Vi er selv i gang med lignende projekt, og jeres projekt giver super god inspiration, tak.

    Jeg vil lige høre om i ikke kom i “kambolage” med vindtræksbåndene, som i havde sat på indersiden af lecablokkene? Jeg tænker når i skulle sætte beklædning på indvendig side.
    Nogle vælger at lade båndene gå direkte op igennem lecablokkende, og bundrem og videre op.

    Endelig vil jeg høre hvorledes i fik rejst spærrene ? 🙂

    Endnu en gang tak for en alletiders blog

    Svar
    • Elise Stæhr Iversholt 10. maj 2017 at 19:49

      Hej Jesper.

      Beklager det sene svar, vi har holdt lidt ferie.
      Hvor er det dejligt at vores projekt kan inspirere jer.

      Jo faktisk havde vi lidt bøvl med vindtrækbåndene på indersiden. Først tænkte vi at skære ud i det første lag beklædning, men løsningen blev at sætte 50 mm mere isolering på væggene og en forskalling. Så kom vi helt uden om dem.

      Spærene var vi 3 mand om at få rejst. Først lagde vi dem op på topremmen så de vendte på hovedet. Derefter kunne vi skubbede dem op til en modtager på en stige. Vi hæftede dem hurtigt sammen med nogle støtte lægter, så var de lette at få i lod.

      Pøj pøj med jeres byggeri.

      Hilsen Elise og familie

      Svar

Tilføj en kommentar