Efter lidt inspiration på Pinterest, kunne jeg simpelthen ikke lade være med at lave denne smukke krans dekoreret med julekugler. Og tænker at der nok er andre end mig som gerne vil kreere sådan én til hjemmet.
Så her kommer en trin for trin guide.
Materialer til julekugle-krans:
- En flamingo ring (styroporring) 22 cm i diameter
- et underlag
- en limpistol
- ca. 5 limstænger til limpistol
- 30 store julekugler (ca. 6 cm i diameter)
- 35 mellem julekugler (ca. 4 cm i diameter)
- 100 små flamingo-glimmer kugler (ca. 1-1,5 cm i diameter)
- en topnøgle 7mm, eller andet til at forbore med
- evt. et bånd til ophæng
Det færdige mål: ca. 40 cm i udvendig diameter med et hul i midten på ca 10 cm.
Start med at dække din arbejdsplads af med aviser eller papir.
Sæt strøm til limpistolen, så den kan stå og blive varm, hav rigelige mængder ekstra lim liggende klar.
Kuglerne
Jeg har brugt glaskugler til denne krans, det kræver at man er ekstra forsigtig både ved monteringen, men også efterfølgende. Jeg vil helt klart anbefale at købe nogle i plastik el. lignende, så de ikke kan smadre.
Jeg kom til at knuse en i min egen hånd, fordi jeg brugte for mange kræfter på at sætte den fast.. av av.
Kransen
Jeg har valgt en flamingo krans, fordi jeg vil bore kuglerne ind i kransen, man kan også bruge en halmkrans, evt. beklædt med et silkebånd i matchende farve til kuglerne (så man ikke ser kransen igennem kuglerne) Men så skal kuglerne monteres udenpå og ikke inden i med halm.
Sådan laver du en julekrans
Afmontér alle de små metalophæng på kuglerne.
Hvis man vil have kransen op og hænge i et bånd, skal det monteres inden kuglerne kommer på. Jeg vil hænge min op på en krog uden bånd. Med en ståltrådshægte på bagsiden på ringen.
Jeg startede med den udvendige ring, først lagde jeg kuglerne op for at se om det kunne passe med farveskifte hele vejen rundt, derefter markerede jeg hvor kuglerne skulle sidde. Husk at ligge ringen fladt mod bordet, så kransen kommer til at hænge plant med væggen.
De store kugler kunne jeg godt trykke ind i flamingoen uden at ødelægge dem og uden at “forbore”. Da de alle var placeret, fik de en klat lim både på bagsiden og forsiden.
Limen er så varm at den smelter flamingoen, så der skal evt. efterlimes lidt når det første lag er tørret lidt.
Jeg har set nogle som putter limen på studsen af kuglen og derefter presser den imod kransen. Det skal jeg lige give et forsøg næste gang.
Den inderste ring monterede jeg på samme vis, desværre passede det ikke med farveskiftet her.
Jeg fik brug for at forbore til de mellem ( 4 cm ) glaskugler ( det var her jeg knuste én i hånden først) Så min løsning blev mandens topnøglesæt.
Jeg har set flere som ikke sætter kuglerne ind i kransen, men blot limer dem udenpå. Jeg tror bare ikke at det vil holde ligeså godt. Men jeg har ikke selv forsøgt endnu.
Først lagde jeg alle de mellem kugler løst op, så det passede med mellemrummet på de store kugler, markerede hvor de skulle sidde og borede/pressede et hul til dem. Så kom jeg en klat lim i hullet og ned med kuglen.
Jeg har forsøgt at køre skiftevis mat og blank, men også ladet lidt være op til tilfældighederne.
Andet lag af både store og mellem kugler, blev limet fast på de andre kugler, da de ikke kunne nå ned til flamingokransen. Som det kan ses, så er der store huller ned til kransen, som ikke ser så godt ud.
Derfor sluttede jeg af med en pose små flamingo kugler, jeg hældte dem bare ud i alle hullerne først og limede dem så fast bagefter, en for en.
Og det færdige resultat!
Der vil uden tvivl være en masse limstrimler, men de er super lette at nulre af.
Så er det bare i gang med at sætte sit eget præg, nogle bruger også gran, garn, sløjfer, lys, grankogler osv. Kun fantasien sætter grænser.
Hvor har du købt de små flamingo kugler
Hej Louise,
Tak for at du læser med, jeg købte dem i min lokale Spar købmand. De var oprindeligt med spyd på, til at sætte ned i dekorationer.
Men jeg kan se at Billigblomst har et kæmpe udvalg.
Glædelig jul fra Elise og familien.
Hvor har du købt alle dine julekugler? Vil nemlig gerne have en i de flotte brune farver også 🙂
Hej Sandra,
Tak for at du læser med.
Kuglerne købte jeg ved vores lokale Spar købmand.
Men jeg har set at fx. I Billigblomst har de et kæmpe udvalg af kugler i alverdens farver.
God jagt og glædelig jul.
Hilsen Elise og familien
Hej
Så smukt et arbejde 🙂
Vil du sende et billede af hvordan du har fået den oppe og hænge? 🙂
Hej Sarah,
Tak for at du læser med.
Jeg har desværre ikke et billede, men jeg har bare bundet ståltråd omkring selve flamingokransen og lavet et øje, så den kan hænge på en krog på væggen.
Rigtig god fornøjelse og glædelig jul.
Hilsen Elise