Udskiftning af dug / liner i stålpool

Udskiftning af dug / liner i stål pool

Efter 3 sæsoner med mange skønne timer i poolen, er dugen blevet misfarvet (grundet en forkert måde at give klorchock) og der er kommet et lille hul.

>>Læs mere her om hvordan vi satte poolen op trin for trin


Vi fik oplyst ved køb af poolen at den 0,3 mm tynde dug nok kun ville holde ca. 3 år. Så vi var godt klar over at der nu skulle bruges lidt penge og energi på at gøre den tip top igen i år.

Vi havde planer om en god kraftig mosaik dug / liner fra Italien, men så kom Corona krisen. Øv altså, det var helt umuligt at få fat i noget, både fra Italien og Tyskland. En tykkere dug er meget lettere at arbejde med og har en længere levetid.
Så vi endte alligevel med endnu en tynd dug fra DK (0,4 mm) (reklamelink), grunden til at vi ville købe den i udlandet var ganske enkelt prisen.



Tømning af poolen


Vi startede med at tømme vandet ud af poolen, normalt tømmer vi kun til lige under skimmeren om vinteren.
Vi tømte ud fra tilgangsstudsen og derefter brugte vi en dykpumpe til at tage det sidste, denne er fra Jem&Fix, som vi normalt bruger til vores regnvandsopsamler. Den kunne snildt suge det hele op, så dugen ikke var tung at få op.

Da vi satte poolen op var vi alt for hurtige til at sætte topskinnerne fast, så da vandet pressede dugen ud efterhånden som den blev fyldt, så krøllede det overskydende dug som gardiner i toppen, det har vi været virkelig ærgerlig over. Og vi skar hullet ud til studser og skimmer før vandet var kommet ret højt, så der rynkede dugen også. (lesson learned)!


Normalt er vores pool ikke så snavset efter en vinter, men da vi vidste at den skulle tømmes til foråret, undlod vi at hælde vintervæske (reklamelink) i den.

Tømning af pool
Tømning af pool
Tømning af pool med dykpumpe
Tømning af pool med dykpumpe
Afmontering af pool dug / liner
Afmontering af pool dug / liner



Rust på poolen


Beslag og skinner var godt ramt af rust da vi afmonterede dugen / lineren. Heldigvis kunne de gøres flotte igen med en tur under vinkelsliberen og en gang maling og lak.
Jeg ved ikke om de ville være ligeså medtaget hvis vi ikke brugte saltvand, sikkert ikke i lige så stor grad.


Plastikskinnerne var lige til at gøre rene med en gang sæbevand og en grydesvamp.


Vi måtte simpelthen indse at toppladerne / skinnerne, som er den sidste synlige kant på poolen, ikke kunne blive pæne igen og vi ville ikke bruge så meget energi på dem. Så istedet valgte vi at udskifte dem med træ, det kan du læse mere om i næste opslag her på bloggen.

Rustne topbeslag til pool
Rustne topbeslag til pool
Ny malede beslag til pool
Ny malede beslag til pool
Rustne topskinner til pool
Rustne topskinner til pool



Vi havde godt bemærket at der var kommet et meget lille hul i dugen, det var altså nok til at lave alt det her rust. Heldigvis kun overflade rust og ingen gennemtæring af pool væggen.

Min kæreste sleb rusten væk og efterfølgende fik det en gang hammerlak og spraymaling.

Skimmeren blev også rengjort og pakninger vasket pæne igen.

Rust på inderside af stålpool
Rust på inderside af stålpool
Hammerlak til reparation af rust
Hammerlak til reparation af rust
Reparation af rust på inderside af stålpool
Reparation af rust på inderside af stålpool
Maling til reparation af stålpool
Maling til reparation af stålpool
Rengøring og service af skimmer og studse
Rengøring og service af skimmer og studse



Sidste klargøring


Derefter støvsugede vi grundigt bunden og satte nyt gaffatape hele vejen rundt på bundskinnen, så dugen ikke folder så meget i kanten, det letter rengøringen og for at undgå noget kan stikke hul.


Og vi prøvede at glatte små buler og ujævnheder ud i bunden med hænderne og med en håndstamper, men det har ikke hjulpet så meget. Til det skal man nok have hele bundtæppet (reklamelink) af og rette sandet af nedenunder. Men da vi har sat poolvæggen ovenpå tæppet og ikke kun lagt det inde i poolen, så var det ikke en mulighed uden at ødelægge tæppet helt.


Nu var vi lidt letsindige at bare sætte en stige ned på bunden, der skulle selvfølgelig have været en plade af en slags under, for nu har vi lige fået fire ekstra buler i underlaget.


Så var vi ellers klar til den nye dug.



Montering af ny pool dug / liner



Det optimale er at gøre dette på en god varm solskinsdag, så bliver dugen dejlig blød at arbejde med og den retter lettere folderne helt ud. Som du kan se her på billedet, så er det ved at være sidste på dagen og solen er ikke på hele poolen mere, desværre.

Montering af ny pool dug / liner
Montering af ny pool dug / liner



Vores erfaring er at tøjklemmer (mine er fra Ilse Jacobsen) fungerer rigtig fint til at holde dugen oppe imens der bliver fyldt vand i poolen, det er let at gå og justere den undervejs.


Vi foldede dugen / lineren ud på den rene bund og en af os gik ned i poolen på strømpesokker og stigen blev fjernet. Så kan man jo så gå dernede og tænke lidt over hvordan man vil komme op igen 🙂

(Jeg endte med at låne vores datters legetøjs skammel i skum materiale, så der ikke kom nogle skader på dugen / lineren)


Der var på vores dug / liner en sømkant hele vejen rundt i bunden, så forsigtigt med foden kunne man gå og sparke dugen helt ud til kanterne. Her er det super vigtigt at bruge lidt ekstra tid, da dugen ellers vil komme til at slå folder, hvis dugen ikke er centreret helt.



Påfyldning af vand i pool


Når dugen er rettet ud til kanterne og sat op med klemmerne, kan vandet hældes i. Vi plejer at bruge ca. tre dage på at fylde vores pool op på 17.000 liter. Vi fylder kun vand i den om dagen og slukker om natten.
Vi har tidligere talt med vandværket, for at høre om de skulle have besked om så stort et vandforbrug på få dage, men de holder mest øje med stort vandforbrug om natten, hvis der skulle være vandbrud nogle steder, så det er ikke nødvendigt.


Men selvfølgelig skal vi passe godt på vores vand, så vi tømmer den kun helt når dugen skal skiftes hvert 3-4 år. Og hvis det regner tager vi vores overdække af, så der kan komme gratis vand i poolen. Dog skal PH og klor tjekkes bagefter, da regnvandet neutraliserer vandet.



Glatte dugen ud i bunden af poolen


Når der er kommet ca. 10 cm vand i poolen, skal man ned i det kolde gys og rette bunden helt ud. Også her skal det være en god varm solskinsdag, først og fremmest så man ikke fryser ihjel og selvfølgelig så dugen er lettere at arbejde med.

Folderne kan let skubbes / glattes ud med hænderne, men pas på med at lave ujævnheder med knæene på bunden. Hold øje med hvor der eventuelt mangler noget dug i siderne og så glat folderne derhen mod pool væggen.


Det kan godt være en lidt træls opgave, men det er det hele værd når den er fyldt op og bunden er helt glat uden folder, hvor der kan samle sig skidt og møg.

Opfyldning af pool med 10 cm. vand
Opfyldning af pool med 10 cm. vand



Udskæring til studs og skimmer


Nå vandet når op lige under tilgangsstudsen kan dugen strammes op og hullet skæres ud. Her er det lettest med en person i vandet og en på bagsiden af poolen. Det er lidt svært at på monteret studsen uden at få vredet lidt i dugen omkring hullet, men resultatet blev markant bedre nu end første gang vi samlede poolen.


Vi gik hele tiden og holdt øje med hvor højt vandet var kommet, og da det var lige under skimmerhullet, skar vi hullet ud til den og monterede skimmeren igen. Husk en god skarp hobbykniv.
Vi trak dugen helt stram og satte plastikskinnerne på til at holde dugen.


Vi var først lidt bekymrede for at hælde vandet i poolen uden topskinnerne til at afstive kanterne, men det gik helt fint og det gav os muligheden for at rette dugen undevejs. Nu har vi selvfølgelig også terrassen til at holde igen, hvis den havde stået helt frit, ved jeg ikke om jeg turde.

Opfyldning af vand i pool
Opfyldning af vand i pool, op til vandindtag
Pool helt fyldt op og skimmer monteret
Pool helt fyldt op og skimmer monteret



Så blev poolen klar med ny dug / liner, nu kommer opgaven med at få lavet en flot finish med trækanter. Læs mere her på bloggen snart.

2 Kommentarer

  • Jørgen Kristensen 17. juli 2024 at 14:00

    Hej Elise.
    1000 tak for nogle gode artikler, med gode billeder af dit pool projekt.
    Vi lige købt en stål pool der skal delvist nedgraves i vores sommerhus.
    Du skriver om en tykkere liner med mosaik mønster fra Tyskland eller Italien, jeg har ikke kunnet finde nogen leverandør af dette, har du eventuelt et link til en salgsshop?
    Venligst Jørgen

    Svar
    • Elise 25. august 2024 at 21:58

      Hej Jørgen,

      Tusinde tak for de pæne ord, vi er glade for at siden her stadig kan skabe værdi og inspiration til så mange. 🙂
      Jeg husker desværre ikke præcist hvor vi kiggede, men jeg kan se på en google søgning at man sagtens kan købe en alm. blå liner på 0,6 mm her i DK.
      Samt én her med mosaik, det er dog svært at tyde tykkelsen.

      Fortsat god sensommer.

      Hilsen Elise og familien

      Svar

Tilføj en kommentar