Okay, nu er isoleringen lagt og det er tid til at få armeringsjern og gulvvarmeslanger lagt ud inden betonvognen kommer med det sidste læs beton til støbning af terrændæk. Vognen er bestilt, så nu mærker vi lidt pres med at nå det hele til tiden.
>>> Du kan læse mere her om hvordan vi lagde isoleringen.
Al-lister og armeringsnet / rionet.
Som sagt så skal vores armeringsnet ligges ud, vi har valgt at ligge dem på afstandslister, også kaldet AL-lister. Man kan også vælge klodser eller ingenting. Listerne er 2 m. lange og 25 mm høje, de er lavet af noget rimelig blødt plastik materiale og er ret livlige at ligge. Her ligger de med ca. 70 cm afstand, maskerne måler 15×15 cm.
Armeringsnettet har vi bestilt med stødzoner, det betyder at der hvor de ovelapper hinanden er der ikke masker, så bliver ikke for tykt. Og så har vi købt det i 8 mm, det er ret kraftigt for et lille byggeri som vores, men med 6 mm kan man være uheldig at det er for let til at holde gulvslangerne nede, og de svupper op.
Betegnelsen for vores rionet hedder : 2,35 x 5,00 8/150 m/stødzone.
Gulvvarmeslanger og mere isolering
Vi tyvstartede faktisk lidt med dette inden vi lagde armeringsnettet, fordi vi skal have flere slanger løbende igennem et par værelser for at de når frem til det egentlige rum de skal opvarme, har vi været nød til at isolere disse, så de ikke afgiver for meget varme til de andre værelser. For at få plads til den ekstra isolering har vi været nød til at fræse en rende som de kan ligge i, så de ikke kommer til at skubbe rionettet højere op.
Isoleringen er en 2 m. går rørisolering med målene 22/13, altså 22 mm indvendigt til vores 20mm gulvslange og 13 mm isolering, så total tykkelsen bliver 48 mm.
Det nemmeste for os var at bruge spidsen af sværdet på vores motorsav til at fræse en rende, det gav krøyerkugler nok til en hel sækkestol, hehe. Så det er rigtig godt med en industristøvsuger ved hånden.
Alle gulvvarmeslangerne er sat fast med strips 4,8×368, en rimelig kraftig model. Mange vil nok i stedet vælge at bruge rigtige ståltrådsbindere, men de er en hel del dyrere.
Vi brugte ca. 2 ruller á 120 m. 20mm gulvvarmeslange. Og de er stripset ca. i hver anden maske på rionettet.
Der er meget opdrift i den flydende beton som kommer ovenpå, så for at undgå at slangen pludselig står op i en bue over betonen er det super vigtigt at få sat masser at strips eller anden befæstelse. Og endnu mere vigtigt at få klippet og samlet alle de løse ender op, samt fjerne blade og grene, alt driver op til toppen af betonen, hvis det ikke bliver fjernet inden.
Det er helt klart det nemmest være to om at ligge slangerne ned, en til at stripse og en til at gå med rullen. Og det kan varmt anbefales at bruge handsker til den som stripser, for efter 500 strips kan selv en hårdhudet mand have ondt i fingrene :o)
Det var nemt at se hvor de skulle ligge, da vi jo forinden havde tegnet op på isoleringen hvor de kommende skillevægge skal stå.
Der hvor slangerne kommer op af gulvet til vores kommende varmeanlæg, har vi lavet et styr-i-pex for at få styr på slangerne, til og fra de forskellige rum. På den måde kommer de til at sidde korrekt når betonen tørrer. Vores er interimistisk og hjemmelavet i træ, men de kan også købes i dyre domme. Men nu er den jo kun midlertidig.
Samtidig har vi mærket rørene op med en Dymo, så når vi skal koble dem til anlægget senere er der ingen tvivl om hvilke rum de fører til og fra. Så er det en rigtig god ide at lave en tegning, så man kan huske hvilket rum der nu var 1, 2 og 3.
Hvis man har en idé om at man i fremtiden gerne vil føre flere slanger videre til en evt. eksisterende bygning, kan det være en rigtig god idé at ligge et rimelig stort trækrør ned i isoleringen, så bliver det nemt at føre slangerne videre en dag.
Pyha, jeg tror at vi nåede det hele, nu kan betonvognen bare komme an.
Glæd dig til næste opslag hvor vi får besøg af betonvognen, til støbning af terrændækket, jeg vil prøve at lave en lille film over det.
Med 25mm AL lister og 10cm beton kommer jeres armeringsjern ikke til at ligge i Center, som jo ellers er anbefalingen for at opnå optimal styrke.
Hej Morten,
Mange tak for oplysningerne, desværre kan vi ikke ændre det nu. Vores tanker var at varmeslangerne kom til at ligge centreret.
Hilsen Elise
Jo længere nede slangerne ligger, jo bedre varmespredning, så det er kun fint at nettet ligger under center.
Hej Jesper,
Mange tak for at du læser med og giver den gode information videre.
Vi oplever også en fin varme i gulvene.
God aften fra Elise og familien
[…] >>> Læs her hvordan vi lagde gulvvarmeslangerne of armeringsnettet. […]
Hej
Jeg faldt over din blog og sluger alt det du har skrevet med din tilbygning. Jeg har selv lige købt sommerhus, hvor der skal laves en del og jeg overvejer at bygge ud. Jeg er ikke særlig meget gør-det-selv, men jeg er meget interesseret i at prøve at gøre som muligt selv.
Jeg kunne godt tænke mig at høre først, hvordan I er kvalificeret til at lave så meget selv? Har I erfaring eller kastede I jer bare ud i det? Havde I nogen som I kunne rådgive jer? Hvis der er noget der går galt, så er det alligevel nogle ærgelige penge man har “sparet”, frem for at få det gjort at professionelle.
En ting jeg vil høre: I vælger at lave dampspærre. Skal der varme hele året rundt? Jeg synes at have læst, at man anbefaler ikke dampspærre til sommerhuse, hvor man åbner og lukker for varmen, da det giver mere kondens end hvis der er varme på hele tiden.
Men stor respekt herfra!
Hej Morten,
Tak fordi du læser med.
Dejligt at høre at du kan bruge bloggen til netop det den blev skabt for.
Vi har ingen håndværksmæssig baggrund, men hænderne skruet godt på begge to, samt mange håndværkere i vores familie og netværk.
Vi har tidligere istandsat og opgraderet huse, så det ligger ikke så fjernt for os at prøve at bygge. Men jeg må indrømme at det var en stor mundfuld, i sær med et lille barn på armen.
Vi brugte selvfølgelig fagfolk nogle steder, til fundamentet, el installationerne, og blikarbejde til skotrenderne. Men ellers har vi brugt nettet, vores venner og sund fornuft. Og bestemt har vi lavet nogle fejl undervejs, som en proff ville have undgået, men ikke nogle dyre nogle heldigvis 🙂
Her på bloggen håber jeg at kunne redde andre fra de samme fejl.
Vi valgte at bruge dampspærre da vi har isoleret sommerhuset med 215mm isolering, som er langt over kravene på 150mm. Og huset er opvarmet hele året.
Jeg ønsker dig pøj pøj med dine byggeplaner, send mig endelig en update.
Hilsen
Elise og familien
[…] >>> Læs her hvordan vi lagde gulvvarmeslangerne of armeringsnettet. […]